FORSIDE ¦ BIOGRAFI ¦ MUSIK ¦ FILM ¦ GALLERI ¦ LINKS

 

Biografi

Grethe er født d. 16. juli 1929 kl. 12:14 på et mejeri i den lille by Hjerm, der ligger mellem Struer og Holstebro.

Her blev hun blev døbt i den gamle 1100-tals kirke, og fik navnet Grethe Ingeborg Nielsen Hald. Grethe, fordi moderen syntes, det var et pænt navn, Ingeborg for det var hendes mormors navn, og Nielsen Hald som var hendes stedfars navn. Grethes mor hed Alfine Jensine Ditlevsen, og hendes biologiske far, en italiensk sanger ved navn Augustinus Grandez.

Grethe har også en lillesøster ved navn Ruth, men hun lever desværre ikke længere.

Efternavnet Sønck stammer fra Grethes anden stedfar, Thorvald Søncksen. I mange år brugte hun efternavnet Søncksen, indtil hun en dag i Sverige blev gjort opmærksom på, at der nok var mere pondus i blot Sønck. Og siden har hun ikke heddet andet.

Grethe og hendes familie flyttede fra Jylland til København, da hun var fem år. Her åbnede hendes mor og stedfar Hans Hald en rulleforretning i Mimersgade på Nørrebro. Grethe begyndte på Rådmandsgade Skole, som var den første af mange skoler, hun gennem årene frekventerede.

Grethe Sønck debuterede som sangerinde ved en amatørkonkurrence i 1946, hvor hun vandt førstepladsen og tjente sine første penge ved at optræde - nemlig 75 kr.

I 1947 fik hun job på Restaurant Sommerlyst på Dyrehavsbakken, hvor hun måtte snyde sig et år ældre, da man skulle være 18 for at kunne optræde der.                                                                             Herefter gik det fremad med karrieren, hvor hun blandt andet begyndte at synge jazz, som hun fik stor succes med i både Danmark og Sverige.

I 1952 indspiller Grethe sin første single med sangene "Sig Hvorfor" og "Hvis En Gang". Indspilningen foregik på Frederiksberg i Foss' grammofonstudie, hvor Grethe stod på trappeopgangen for at opnå den helt rigtige rumklangslyd.                                                                  Det var samme år, at hun blev gift med sin første mand, Hjalmar Nicolau-en, d. 5. april i Vedbæk Kirke. Dette ægteskab holdte dog ikke, da Hjalmar for det første var for glad for flasken, og for det andet accepte-rede han ikke Grethes musik og sang.

Efter bruddet med Hjalmar begyndte Grethe at synge igen, og i 1958 optrådte hun blandt andet i Monte Carlo for ingen ringere end fyrst Rainier og hans forlovede Grace Kelly samt på verdensudstillingen i Bruxelles.

Grethe mødte ligeledes Volmer-Sørensen i 1958, og de blev som bekendt gift og levede sammen indtil Volmers død d. 11. maj 1982.

1959 blev året, hvor Grethe indspillede sit nok allerstørste hit, nemlig sangen om Klaus Jørgen, der stikker af til Amerika med alle pengene og lader den stakkels pige alene med koen Karoline. Pladen nåede op på de 100.000 solgte eksemplarer, hvilket gav Grethe en flot guldplade.

Senere kom Dansk Melodi Grand Prix til at værte Grethe Sønck, faktisk hele 4 gange. I 1960 med "Trækbasun & Vaskebræt", 1961 med Raquel Rastenni i "Hjemme Hos Os", i 1963 med "Verden Er En Gammel Bekendt" og endelig i 1964 sammen med Gustav Winckler, hvor de sammen sang "Ugler I Mosen".

I 1968 besluttede Danmarks Radio, at Dansk Melodi Grand Prix skulle holde en pause, men det var der mange, der ikke var tilfredse med. Derfor fik Raquel Rastenni, Grethe Sønck, Otto Brandenborg, Gustav Winckler og Katy Bødtker arrangeret et særligt Melodi Grand Prix, som blev afholdt for fulde huse i Hillerødhallen. Grethe vandt førstepladsen med sangen "Du Ser Mig, Når Jeg Kommer", som er skrevet og komponeret af John Mogensen.

Som revyskuespillerinde blev Grethe først kendt i Cirkusrevyen i 1962, og senere blev det Nykøbing Falster-revyen med Volmer-Sørensen som leder. Grethe medvirkede i ialt 50 revyer og kan derfor med rette kaldes for Danmarks revydronning nr. 1!

I 1993 modtog hun Bakkens Oscar og fik i 2002 tildelt Thorleif-prisen for sit årelange arbejde for den danske revy.

Den 16. april 2000 blev Grethe ridder af Dannebrog, hvor hun fik tildelt den fornemme Dannebrogsorden af Dronningen.

Desuden har Grethe udgivet sine erindringer i bogen "Hele Danmarks Grethe".

Sommeren 2004 rundede Grethe de 75 år, hvilket blev fejret på café Madam Blå på Dyrehavsbakken blandt familie, venner og kollegaer.

Grethe kunne 1. maj 2007 fejre sit 60 års jubilæum, hvilket skete hvor det hele begyndte, nemlig på Dyrehavsbakken. Grethe underholdte med sang og blev hyldet af forskellige danske kunstnere som Jesper Klein, Bakkesangerinderne, John Martinus, Henrik Krogsgaards orkester mv. 

Der blev ligeledes udgivet en ny CD i anledningen af jubilæet med titlen "Tag Mig Som Jeg Er", som netop er en af Grethes berømte sange skrevet af Henrik Krogsgaard med tekst af Leif Maibom.

Grethe Sønck medvirkede i 2009 i sommerrevyen "Revyperler på stribe" i Kulturhuset Harmonien ved Rødvig sammen med Grethe Mogensen, Max Hansen og John Martinus. Dette blev Grethes revy nr. 50 - og hun kunne i spilleperioden samtidig fejre sin 80 års fødselsdag d. 16. juli 2009.

John Martinus havde arrangeret, at Grethe Sønck blev afhentet i hestevogn og kørt til Kulturhuset, hvor venner, familie og kolleger stod med flag og sang fødselsdagssang. Senere på dagen blev Grethe hyldet på revyscenen af blandt andre Dario Campeotto, Birthe Kjær, Flemming Krøll og Simon Rosenbaum.

Fredag d. 12. februar 2010 blev Grethe Sønck fundet livsløs i sit hjem i Rågeleje. Det var Volmer Sørensens søn Steffen Fønss, der fandt Grethe liggende død i hendes seng.

Grethe blev 80 år - Hvil i fred Hele Danmarks Grethe og tak for alle minderne du gav os!

 

 

 

 

webmaster@grethesoenck.dk